Oskar Schindler | Livet under Anden Verdenskrig, død, arv og fakta

Schindler gav sin revisor, Stern, balancen for en emaljefabrik ved navn Rekord Ltd, som var gået konkurs i 1939 og blev kontrolleret af et syndikat af jødiske industrialister. Stern anbefalede en metode til at gøre ham mere uafhængig af nazisternes påbud, herunder muligheden for at ansætte flere jøder. Til at begynde med ansatte han syv jødiske medarbejdere og 250 ikke-jødiske polakker på denne fabrik, der blev kendt som Emalia. Virksomheden beskæftigede omkring 1.750 mennesker, da den var på sit højeste i 1944, og tusind af dem var jøder. Schindler registrerede derefter denne virksomhed som en våbenproduktionsenhed og producerede falske produktionstal for at retfærdiggøre dens eksistens.

De jødiske arbejdere på Emalia var derfor i sikkerhed. Generalguvernør Hans Frank udsendte et direktiv den 1. august 1940, som beordrede alle jøder i Kraków til at evakuere inden for to uger. Kun de, der arbejdede direkte for den tyske krigsindsats, ville få lov til at blive. Det faktum, at Emalia var en vigtig del af krigsindsatsen, viste sig at være en afgørende faktor for Oskar Schindlers evne til at beskytte sine jødiske medarbejdere. Han krævede undtagelser for Schindlerjuden (Schindler-jøder), når de blev truet med at blive fordrevet. Han sagde, at koner, børn og endda personer med et handicap var vigtige mekanikere og metalarbejdere.

Nazisterne begyndte at flytte jøder ud af ghettoen i efteråret 1941. Schindler var chokeret over at se ghettoen blive afviklet. Han besluttede sig for at redde så mange jøder som muligt fra det tidspunkt. I marts 1943 blev koncentrationslejren Paszów oprettet på stedet for to jødiske kirkegårde. SS-Hauptsturmführer Amon Göth, lejrens kommandant, var en sadist, som henrettede indsatte på må og få. Alle industrier, inklusive Schindlers, skulle overføres inden for lejrens porte i henhold til Göths oprindelige design.

Med en blanding af forhandling, bedrag og bestikkelse forhindrede Schindler ikke kun, at hans fabrik blev flyttet, men overtalte også Göth til at lade ham oprette en underlejr i Emalia for egen regning til at huse hans arbejdere samt 450 jøder fra andre nærliggende gårde. De blev beskyttet mod vilkårlig død, fik tilstrækkeligt med mad og tøj og fik lov til at praktisere deres religion. Zionistiske embedsmænd i Budapest nåede frem til Schindler gennem medlemmer af den jødiske undergrundsbevægelse i 1943. Schindler besøgte landet ved flere lejligheder for personligt at rapportere om nazisternes mishandling af jøder. Han indsamlede midler fra Jewish Agency for Israel og gav dem til det jødiske undergrundssamfund.

Schindler blev informeret om nazisternes planer om at lukke alle fabrikker, der ikke var tæt involveret i krigsindsatsen, herunder Schindlers emaljefabrik. For at bevare de jødiske arbejderes liv besluttede Schindler at omlægge produktionen fra køkkengrej til panserværnssprængstoffer. Schindler brugte bestikkelse og indflydelse til at overtale embedsmænd i Berlin til at give ham lov til at flytte sin fabrik og sine medarbejdere til Brünnlitz i Sudeterlandet og dermed redde jøderne fra en sikker henrettelse i gaskamrene. Ud over personale transporterede Schindler også 250 vognlæs med udstyr og varer til den nye fabrik.

Fabrikken producerede kun lidt eller slet ingen brugbar artilleriammunition. Da våbenministeriet udtrykte bekymring over fabrikkens lave produktion, købte Schindler færdige produkter på det sorte marked og præsenterede dem som sine egne. SS-rationerne var utilstrækkelige til at tilfredsstille arbejdernes behov, så Schindler tilbragte det meste af sin tid i Kraków med at skaffe mad, ammunition og andre forsyninger. Emilie, hans kone, blev i Brünnlitz, hvor hun smuglede ekstra måltider ind og sørgede for medarbejdernes helbred og andre fornødenheder. Schindler og hans medarbejdere samledes på fabriksgulvet den 7. maj 1945 for at høre den britiske premierminister Winston Churchill afsløre over radioen, at Tyskland havde givet op, og at krigen i Europa var slut.

Schindler risikerede at blive fængslet som krigsforbryder, fordi han var medlem af nazistpartiet og spionagetjenesten Abwehr. Bankier, Stern og andre arbejdede på en erklæring, som han skulle give til amerikanerne, og som bekræftede hans deltagelse i bevarelsen af jødiske liv. For at undgå at blive pågrebet af sovjetterne kørte Schindler og hans kone vestpå i deres bil. Et køretøj med Schindlers elskerinde Marta, mange jødiske arbejdere og en sending produkter fra det sorte marked fulgte efter. De fortsatte til fods og med tog, indtil de nærmede sig Passau, hvor en amerikansk-jødisk kommandant gjorde det muligt for dem at komme til Schweiz med tog.

Schindler, som praktisk talt var ludfattig, da han flyttede til Regensburg og derefter München, havde det ikke godt i efterkrigstidens Tyskland. I virkeligheden var han tvunget til at stole på jødiske grupper for at få hjælp. I 1949 flyttede Schindler til Argentina, hvor han eksperimenterede med at opdrætte kyllinger og senere nutria (coypu), et lille pattedyr, der holdes for sin pels. Han forlod sin kone og flyttede til Tyskland, efter at virksomheden gik konkurs i 1958, hvor han havde en række mislykkede forretninger samt en cementfabrik.

Den 24. juni 1993 blev han og hans kone, Emilie, erklæret retfærdige blandt nationerne, en udmærkelse, som staten Israel giver til ikke-jøder, der deltog aktivt i redningen af jøder under Holocaust. Schindler er et af de få medlemmer af nazistpartiet, der har fået denne ære, sammen med Karl Plagge, Georg Ferdinand Duckwitz, Helmut Kleinicke og Hans Walz.

Steven Spielberg forvandlede Thomas Kenneallys roman Schindlers Ark til filmen Schindlers liste fra 1993. Liam Neeson blev nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sin rolle som Schindler i filmen, som blev belønnet med syv Oscars, herunder for bedste film. Filmens vilde popularitet bragte Oskar Schindlers historie til global opmærksomhed.

På loftet i en lejlighed blev der i 1997 fundet en taske, der tilhørte Schindler, med historiske fotografier og dokumenter. Arbejdere, der gennemsøgte kasser med genstande indsamlet af forfatteren Thomas Keneally, fandt en karbonkopi af en version af listen på State Library of New South Wales i begyndelsen af april 2009. I august 2013 blev der på en online-auktion udbudt et dokument på én side, som Schindler havde underskrevet den 22. august 1944.